I dag markerede vi en særlig begivenhed her i virksomheden. Hele teamet samledes til fælles morgenmad for at fejre Karin, som efter næsten 20 år hos os nu har sidste arbejdsdag.
Karin har gennem årene været en central og stabil del af vores økonomiafdeling. Hendes store faglighed, engagement og venlige væsen har gjort hende til en værdsat kollega, og hun har sat tydelige spor i vores organisation.
Karin går nu på efterløn, hvor hun ser frem til mere tid sammen med sin mand, familien og børnebørnene i Sverige. Først venter dog en velfortjent tur til Berlin, inden hverdagen som efterlønner for alvor begynder.
Fra hele virksomheden skal der lyde en stor og hjertelig tak til Karin for hendes indsats gennem næsten to årtier. Vi ønsker hende al mulig glæde og gode oplevelser i det nye kapitel.