Karla Sondaj Sørensen
Fra elev til Junior Account Manager hos BetaPack
”Det var først og fremmest fællesskabet, som gjorde mig nysgerrig på BetaPack.”
Siden september 2024 har Karla været en del af BetaPack som handelselev med speciale i salg. På trods af en lidt utraditionel vej ind i branchen er Karla glad for, at hun var til karrieredag på sin uddannelse, som senere skulle vise sig at bane vejen for hendes karriere inden for bygge- og emballagebranchen. Her fik hun et indtryk af både virksomheden og de mennesker, der senere skulle blive hendes kollegaer.
”Jeg vidste ikke helt, hvilken retning jeg ville gå, eller hvad jeg ville arbejde med i fremtiden. Derfor havde jeg heller ikke nødvendigvis forestillet mig, at jeg skulle ende som handelselev, men i dag kan jeg ikke forestille mig det anderledes.”
Med erfaring inden for kundekontakt og salg havde Karla allerede en interesse for det kommercielle område. Hos BetaPack har hun fået mulighed for at bygge videre på sine kompetencer og samtidig få et bredt indblik i virksomhedens mange forskellige funktioner.
Plads til udvikling
Da Karla startede som elev hos BetaPack, var hendes primære opgaver i emballageafdelingen. Men i takt med, at hun blev mere fortrolig med både opgaverne og virksomheden, opstod lysten til at udfordre sig selv yderligere.
Karla tog derfor initiativ til at søge flere udfordringer hos sin elevansvarlige, og her blev hun mødt med opbakning. Det gav hende mulighed for at prøve kræfter med andre områder og opbygge erfaring med mere end blot de opgaver, hun oprindeligt blev ansat til at varetage.
"Det har været spændende at få lov til at være en del af både byg- og emballageafdelingen og prøve kræfter med forskellige opgaver og produkter."
For Karla har det samtidig været en vigtig del af elevtiden at blive en del af hverdagen på tværs af virksomheden. Det har givet hende mulighed for at lære kollegaer fra forskellige afdelinger at kende og opleve, hvordan samarbejdet på tværs er med til at få hverdagen til at fungere.
I dag spænder hendes arbejdsopgaver bredt. Hun modtager og igangsætter ordrer, sikrer leveringer og har den daglige kontakt med kunder og producenter. Det giver en hverdag, hvor der både er behov for struktur, overblik og gode relationer - både til kunder og kollegaer. Men fællesskabet hos Betapack rækker også ud over de daglige arbejdsopgaver. Karla spiller padle med kollegaerne og sætter pris på de fælles aktiviteter som giver mulighed for at mødes på tværs af afdelinger i hverdagen.
Et nyt kapitel hos BetaPack
Efter to år som elev hos BetaPack er Karla nu færdiguddannet handelselev. Men hendes rejse hos Betapack stopper ikke her.
Hun fortsætter nemlig i virksomheden som Junior Account Manager, hvor hun fortsat skal arbejde tæt sammen med kunderne og håndtere sine egne kundeområder.
Selvom den nye titel ikke nødvendigvis betyder, at hverdagen fra den ene dag til den anden bliver markant anderledes, markerer den alligevel et vigtigt nyt kapitel for Karla. Hun tager erfaringerne fra sin elevtid med sig og fortsætter sin udvikling i en fast rolle hos BetaPack.
”Jeg tænker som sådan ikke, at min nye rolle vil bringe mange nye arbejdsopgaver med sig, men jeg ser alligevel frem til hvad fremtiden bringer og hvilke opgaver jeg får mulighed for at prøve kræfter med.”
Netop det brede ansvar og muligheden for løbende at udvikle sig har været en naturlig del af Karlas tid hos BetaPack. Nu får hun mulighed for at bygge videre på det fundament, hun har skabt gennem de seneste to år.