For Tina er emballage ikke bare emballage
Emballage har flere formål – det skal både beskytte et produkt under transport, bevare produktets kvalitet, være funktionel og have et tiltalende udseende og udtryk på hylderne. Tina Thrane Poulsen ved lige præcis, hvordan man opnår alt dét i samme emballage.
Lige siden Tina Thrane Poulsen skrev sit afgangsprojekt fra Aalborg Universitet om plastemballage og blev færdiguddannet som industriel designer, har hun vidst, at hun skulle arbejde med emballage. Nu har hun siddet som emballagedesigner med speciale i pap hos BetaPack siden 2018, og det er sjældent, at der er to arbejdsdage, der er ens.
Min fornemste opgave er at designe nye emballager i bølgepap og kartonnage til vores kunder, men i løbet af en arbejdsdag sidder Tina også med mange andre opgaver.
”På en typisk arbejdsdag sidder jeg også meget med godkendelser af konstruktioner. Nogle gange laver producenter nemlig lidt om i konstruktionen, så den kører bedre på maskinerne, og så kommer den forbi mig til godkendelse, inden den færdige konstruktion kommer i produktion. Andre dage er jeg med ude ved kunder for at se, hvordan et design kører på pakkemaskinerne – og er med til at løse eventuelle problemer, der skulle opstå,” fortæller Tina.
De mange fordele ved at optimere emballage
Når Tina designer emballageløsninger, stræber hun altid efter at optimere emballagen så meget som muligt – både i forhold til logistikken og miljøpåvirkningen. Ved hjælp af palleteringsprogrammer og i samarbejde med producenter er målet at maksimere effektiviteten af emballeringen og minimere spildplads på pallerne.
Et godt eksempel er et nuværende projekt, hvor vi tester om en EB-flute kan erstattes af den noget tyndere EE-flute. Her anvender man stadig 5 lag papir, men bølgetykkelsen reduceres med ca. 25 %, og det giver flere fordele.
”Fordelene ved at bruge en EE-bølge er mange. Der kan være flere produkter på hver palle, der er færre paller, der skal håndteres internt på lageret og i produktionen, og så er der færre fragtomkostninger. Når der kan fragtes flere produkter på hver palle, gør det også, at vi kan reducere miljøpåvirkningen. Hele vejen rundt er det altså en god løsning,” uddyber Tina.
Nye projekter kræver lidt inspiration
Der er mange måder at finde inspiration til et nyt emballagedesign. Når Tina skal finde inspiration til et nyt projekt, er fremgangsmåden meget ligetil: Hun tager simpelthen en tur i de forskellige butikker og supermarkeder og kigger på alle de mange forskellige typer af emballage.
”Når jeg skal finde på et nyt design til en emballage, har jeg selvfølgelig først og fremmest fokus på, hvilken kunde jeg designer til, hvad det er for et produkt og, hvordan det skal kunne pakkes. Og når jeg har brug for lidt inspiration, er supermarkeder og butikker løsningen for mig. Nogle synes nok, det er lidt underligt, at jeg står og tager billeder af produkter og vender og drejer dem, men det er en virkelig god måde at finde inspiration på og kickstarte min kreative proces,” fortæller Tina.
Helt styr på den årlige FSC®-audit
Sidst, men bestemt ikke mindst er Tina også med til at forberede BetaPack til den årlige FSC-audit, hvor de skal kunne gøre rede for sporbarheden af de træfiberbaserede produkter, som BetaPack forhandler. En vigtig proces, som er til at sikre sunde skove, der er fulde af liv – både til gavn for nuværende og fremtidige generationer.
Vil du vide mere?
Tina Thrane Poulsen
Emballagedesigner
Email: tt@betapack.dk
Direkte: +45 6133 7004