BetaPack og Dansand - et bæredygtigt samarbejde
Når det kommer til at fremstille og levere foliebaserede emballageløsninger til både fødevare- og industriprodukter, er vi hos BetaPack specialister. Det har vi nemlig gjort i mere end 20 år. Vi hjælper altid vores kunder med at finde frem til den bedst mulige løsning, og lige præcis dét har vi også hjulpet Dansand med.
I 2020 kom Dansand til os, da de havde brug for hjælp til at finde et mere bæredygtigt alternativ til den konventionelle laminatplastfolie, som de indtil da havde brugt som emballageform til tørret kvartsand – dog uden at gå på kompromis med kvaliteten. Plastik har mange fordele i forhold til effektiv beskyttelse af produktet og holdbarhed, men det har også en miljøpåvirkning.
Dansand havde derfor en ambition om at nedbringe forbruget af ny laminatplastfolie i emballagen. Det var dog helt afgørende, at den nye folie kunne leve op til de samme holdbarheds- og kvalitetskrav som det konventionelle materiale - ellers ville miljøgevinsten gå tabt.
“Bæredygtighed og genanvendelighed er et stort fokusområde hos os, og det er også noget, vores kunder efterspørger mere og mere. Derfor er vi glade for, at BetaPack også sætter bæredygtighed højt på agendaen og hjælper os med at nå vores egne CSR-mål og de krav, der kun bliver flere af i fremtiden”, fortæller Søren Torp Madsen, produktionschef hos Dansand.
Genanvendelighed i fokus
At fremstille en emballageform, der både lever op til holdbarheds- og kvalitetskrav og tager højde for bæredygtige aspekter kan være en udfordring, men ikke en umulig opgave.
“I samarbejde med Dansand har vi fremstillet en folie, der er 100 % genanvendelig samtidig med, at den består af 30 % allerede genanvendte råvarer. De genanvendte råvarer stammer fra kasserede folier og råvarer fra vores egen produktion her hos BetaPack. På sigt vil vi også gerne bruge eksternt spild - altså plastik som vi aftager fra andre og anvender i vores egne produkter”, fortæller Jonas Krog Toft, salgschef hos BetaPack.
Hos Dansand har anvendelsen af genanvendte råvarer betydet en reduktion i mængden af nye råvarer med 547.763 meter folie, svarende til 41.309 kg. Altså en reduktion, der ikke er til at tage fejl af.
Indførelsen af den nye laminatfolie har været ganske problemfri for Dansand. Ikke nok med at mængden af råvarer er reduceret, så oplever både kunder, transportører og Dansand selv den samme gode kvalitet som før.
Mod på mere
De positive erfaringer har givet Dansand mod til at hæve ambitionerne til et nyt niveau. Som et skridt i den retning er de første Dansand-sække i 50 % genanvendt laminatplastfolie derfor nu blevet testet. Dette skridt er blot det første hen mod at øge mængden af genbrugsmateriale i Dansands folie og samtidig øge mængden af genbrugsfolie.
“Det er klart vores ambition at øge mængden af genanvendte materialer i den folie, vi bruger. Men det er også enormt vigtigt, at det produkt, vi sender ud på markedet, lever op til vores sædvanlige, gode kvalitet. Derfor skal der laves yderligere tests, hvilket vi allerede er i dialog med BetaPack om”, fortsætter Søren Torp Madsen.
Hos BetaPack har vi forpligtet os til at komme tættere på verdensmål 12 (ansvarligt forbrug og produktion) og 17 (partnerskaber for handling), og derfor er vi ekstra glade for det gode samarbejde med Dansand - og det er de heldigvis også.
“Vi har et godt og tæt samarbejde med BetaPack. I Dansand ynder vi at holde os tæt på dét, der for os er en strategisk og vigtig leverandør, og det vil vi også gøre i fremtiden. Jeg tror på åbenhed i et godt samarbejde, og det har vi begge veje med BetaPack”, konkluderer Søren Torp Madsen.
Hvis du har spørgsmål om bæredygtighed, emballage eller lignende, er du mere end velkommen til at tage kontakt til Jonas Krog Toft på jkt@betapack.dk eller på tlf.: 46 97 69 06.